torsdag den 24. januar 2013

Kage til sønnike...

Da ældstebarnet i onsdags blev udlært, havde jeg lovet at lave en eller anden kage; det blev til denne...


Bundene er bagt efter Marianne's opskrift på drømmekage, og den kan varmt anbefales...
Der er tre lag kage lagt sammen med et lag jordbærmousse med jordbær og et lag chokolademousse med hakkede nødder og hakket hvid Crunch-chokolade. Jeg kan ikke enes med husblas; det trevler ALTID - så jeg har brugt Dr. Oetker's kagemousse og tilsat hhv. jordbær og nødder/chokolade. Jeg har brugt frosne jordbær, givet dem et opkog med lidt sukker og meget lidt vand, siet væden fra og derefter moset bærrene og rørt dem sammen med moussen. Det gi'r en fin frisk jordbærsmag.

Kagen var rigtig god og gjorde lykke hos bygningskonstruktøren, der som tallet på kagen indikerer fik 12 til den afsluttende eksamen.

Det er nu meget godt med alt det kagehalløj, men jeg har for længst erkendt at jeg ikke har tålmodighed til den slags kager. Jeg er meget bedre til noget med fløde, glasur, frugt, kransekage osv, så det vil fremover kun blive til specielle anledninger jeg kan finde på at pynte med fondant. Tålmodigheden og interessen er ganske enkelt ikke stor nok, så jeg føler ikke for at lægge en masse arbejde i det. Det må jeg vist heller lade andre om... ;)