torsdag den 16. maj 2013

Kringle - Søren Ryge's, Preben's eller min egen...?

En rigtig nem og lækker kringle er det i hvert fald... Oprindelig er opskriften fra en dame i Hirtshals, så har Søren Ryge lagt navn til den, og endelig har jeg smagt den første gang til Jane og Preben's sølvbryllup... Nu har jeg så selv bagt den og ændret lidt i fyldet, så nu kalder jeg den altså for min egen... ;)

Billede: Mums..

Opskriften har jeg fundet her...
Jeg har kun lavet halvdelen af remoncen, men tilsat lige så meget marcipan - og udeladt kanel og rosiner; så kan hele familien her spise den... ;) Det var sådan en pludselig indskydelse at bage den, og jeg havde ingen nødder til at komme ovenpå, så vi nøjedes med sukker...

torsdag den 24. januar 2013

Kage til sønnike...

Da ældstebarnet i onsdags blev udlært, havde jeg lovet at lave en eller anden kage; det blev til denne...


Bundene er bagt efter Marianne's opskrift på drømmekage, og den kan varmt anbefales...
Der er tre lag kage lagt sammen med et lag jordbærmousse med jordbær og et lag chokolademousse med hakkede nødder og hakket hvid Crunch-chokolade. Jeg kan ikke enes med husblas; det trevler ALTID - så jeg har brugt Dr. Oetker's kagemousse og tilsat hhv. jordbær og nødder/chokolade. Jeg har brugt frosne jordbær, givet dem et opkog med lidt sukker og meget lidt vand, siet væden fra og derefter moset bærrene og rørt dem sammen med moussen. Det gi'r en fin frisk jordbærsmag.

Kagen var rigtig god og gjorde lykke hos bygningskonstruktøren, der som tallet på kagen indikerer fik 12 til den afsluttende eksamen.

Det er nu meget godt med alt det kagehalløj, men jeg har for længst erkendt at jeg ikke har tålmodighed til den slags kager. Jeg er meget bedre til noget med fløde, glasur, frugt, kransekage osv, så det vil fremover kun blive til specielle anledninger jeg kan finde på at pynte med fondant. Tålmodigheden og interessen er ganske enkelt ikke stor nok, så jeg føler ikke for at lægge en masse arbejde i det. Det må jeg vist heller lade andre om... ;)

søndag den 17. juni 2012

Lyserøde kager...

 Jeg har forsøgt mig med et par kager mere; denne gang med "udstikker-pynt"...


Det er altså ikke lige mig; jeg kan bedre li' at lave blomsterne selv.


Man kan selvfølgelig få nogle vældig fine udstikkere, som gør blomsterne mere naturlige, men jeg vil altså heller prøve at finde en gylden middelvej... Det må prøves en anden gang.... ;)
Den ene af kagerne her er med nødde- og chokolademousse; uhm, det er lækkert. Den anden er lige som den blå i et tidligere indlæg.

torsdag den 14. juni 2012

Brownie...

Her er en opskrift på en - synes jeg - rigtig lækker brownie... Den er nem at lave og bli'r ikke mindre god af en nedfrysning...


200 g mørk kogechokolade
100 g smør
2 spsk. vand
100 g sukker
2 tsk. vanillesukker
2 letpiskede æg
40 g hvedemel

Ovnen forvarmes til 180 grader, og en firkantet form 20x20 cm beklædes med bagepapir.

Chokolade, vand og smør smeltes sammen i en gryde over svag varme. Rør indtil blandingen er helt jævn.
Sukker røres i, og gryden tages nu af varmen. Herefter røres først det letpiskede æg i og derefter mel og vanillesukker. Blandingen røres godt sammen, og kan evt. tilsættes forskellige slags hakkede nødder, chokoladestykker o.lign. Hældes forsigtigt over i formen og bages midt i ovnen ved 180 grader i ca. 30 min.
Kages skal føles fast uden at være hård.
Afkøles helt i formen inden den skæres ud.

Serveres som almindelig kage eller som dessert med creme fraiche og frisk frugt... ;)



onsdag den 30. maj 2012

Endnu en kage...

Jeg har igen forsøgt mig med en kage...


Indholdet er det samme som i den første, men denne er smurt op med chokolade ganache.


Jeg tror ikke at det er noget jeg bli'r specielt meget bidt af, men det er ok at lave en kage til en festlig lejlighed eller til weekendkaffen. Jeg føler ikke for at gå ud og investere i diverse remedier til kagefremstilling; jeg bruger det forhåndenværende og fantasien. Godt nok er mine blomster ikke særlig pæne, men de er helt unikke... Tø hø... ;)
Så det der med de vildt imponerende smukke kager, lader jeg alle andre om... ;)

torsdag den 17. maj 2012

Min første kage...

Jeg har lavet min første kage af den finere slags...
Næsten alt er hjemmelavet; kun chokolademoussen indeni og små stjerner og guldkugler ovenpå, er købt... ;)











Jeg synes selv den er blevet ret flot; det er jo første gang jeg har forsøgt mig udi den slags kagekunst... ;)

torsdag den 22. marts 2012

Tortillalagkage

Jeg har tidligere set denne opskrift på en hjemmeside, men jeg har lavet lidt om på den. Det er en super nem ret til aftensmad eller frokost, og har man evt en rest kødsovs stående kan man sagtens tilsætte forskellige ingredienser og bruge den.


1 pk. tortillas (6 store el. 8 små)
100 g. bacontern
600 - 800 g. oksekød
løg
salt og peber
krydderier efter egen smag
1 ds. hakkede tomater
1 stor ds. tomatpuré
vand
revet ost eller parmesanost

Steg bacontern og løg i en gryde; derefter oksefars til det er gennemstegt.
Tilsæt salt, peber og evt. andre krydderier efter smag.
Tilsæt derefter tomatpure, som "brændes godt af" inden de hakkede tomater tilsættes.
Lad så kødsovsen koge til den jævner sig selv; derefter tilsættes vand til den ønskede konsistens, hvorefter den koger igen.  Men pas på den ikke bli'r for tynd, så den opløser "pandekagerne".

En tortillapandekage lægges i et stort tærtefad, derefter lægges kødsovs på. Igen lægges en "pandekage" på, derefter kødsovs, osv. osv. Afsluttes med en "pandekage"; derpå smøres lidt af væden fra kødsovsen og der drysses med ost.
Bages i ovnen ved 180 grader i ca. 20 min.


 Serveres med salat... ;o)

Velbekomme...

torsdag den 9. februar 2012

Napoleonshatte


400 g margarine
600 g mel
200 g flormelis
1 æg

Margarinen smuldres i mel- og sukkerblandingen, ægget tilsættes og dejen æltes glat.
Stilles på køl min. 30 min.

400 g rå marcipan
3-4 spsk. flormelis
1 æggehvide

Marcipanen rives på råkostjernet eller hakkes i stykker, æggehviden piskes let sammen og æltes i marcipanen, og til sidst æltes flormelis i. Marcipanmassen deles i ca. 50 kugler.

Dejen rulles ud og udstikkes i ca. 50 små runde ca. 7 cm. i diameter. En marcipankugle lægges på hvert stykke dej, og den presses sammen på tre sider, så den ligner en hat. Kagerne sættes på en plade med bagepapir og bages midt i ovnen ved 200 grader (varmluft 180 grader) i 12-15 min. til de er gyldne. Da kagerne let bli'r mørke i bunden, er det en god ide at lægge to bageplader på hinanden i ovnen.
Afkøles på rist, og pensles på undersiden med mørk smeltet chokolade.

onsdag den 22. juni 2011

Vesterhedens Drøm


Bund:

200 g margarine
150 g sukker
250 g mel
2 tsk bagepulver
1,4 dl koldt vand

Margarinen røres blød og sukkeret røres i. Mel og bagepulver blandes og røres i. Til sidst tilsættes vand og dejen røres godt sammen.

Marengs:

6 æggehvider
375 g sukker

Æggehvider og sukker piske til en sej masse.

Dejen smøres ud på bagepapir i en bradepande str. ca. 30x40 cm. og marengsmassen smøres ud ovenpå.

Bages ved 180 grader i ca. 30 min. eller til marengsen er lidt gylden og bunden gennembagt.

Afkøles og pyntes med en blanding af kagecreme og flødeskum (ca. 3 dele creme og 1 del flødeskum) og frugt. Er man mere til ren flødeskum, er det også godt... ;o)

Hvis man vil gøre kagen ekstra lækker og festlig, kan man lave en kant af kransekagemasse, som sprøjtes ud på kagen, når den er ca. halvt bagt, hvorefter den igen sættes ind i ovnen og bages færdig. Marengsen vil her falde lidt sammen, men det har ingen betydningen for smagen.

Velbekomme... ;o)


tirsdag den 21. juni 2011

Bananmuffins...


3 æg
225 g sukker
250 g hvedemel
3 tsk. bagepulver
1 tsk. vanillesukker
50 g. smør/margarine
2 dl. mælk
1 moden banan
2 tsk. kakao
evt. hakket chokolade eller nødder

Æg og sukker piskes til en tyk masse; mel blandes med bagepulver og vanillesukker og vendes i æggemassen. Smør og mælkes gives et let opkog og blandes i massen. Bananen moses og blandes i, og evt. chokolade/nødder tilsættes.

Dejen hældes i muffinforme (fyldes halvt), sættes på plade og bages ved 200 grader i ca. 20 min. (varmluft 180 grader)

Afkøles på rist, pyntes evt. med glasur og nødder.

mandag den 13. juni 2011

Pæretærte



150 g margarine
125 g sukker
2-3 æg afh. af størrelse
125 g hvedemel
35 g havregryn
Pærer fra dåse - skåret i både

Margarinen røres blødt, sukker tilsættes og røres i.
Æggene røres i et ad gangen og røres godt ind.
Mel og havregryn blandes og røres i til dejen får en passende konsistens.
Dejen hældes i en smurt tærteform, pærebådene lægges i og presses lidt ned i dejen.
Som det ses på billedet, kan man drysse med nødder inden bagningen...
Tærten bages i ca. 30 min. ved 175 grader.

Serveres lun med creme fraiche...

onsdag den 12. januar 2011

Sund slik


75 g figner
75 g dadler uden sten
75 g tørrede abrikoser
25 g hasselnøddekerner
1 dl piskefløde
200g mørk chokolade
kakaopulver

Figner, dadler, abrikoser og nødder hakkes i foodprocessor eller minihakker (blender er ikke god, da det er en temmelig tør og klistret masse).
Fløden koges op og chokoladen brækkes i stykker og tilsættes; røres til en jævn masse.
Frugt- og nøddemassen tilsættes, og massen sættes til afkøling ved lav temperatur.
Trilles til kugler i passende størrelse, rulles i kakaopulver og sættes på køl. Opbevares koldt.
I stedet for kakao kan man bruge kokosmel til at rulle kuglerne i.

Frugt- og nøddemassen(uden fløde og chokolade) kan også bruges som smørepålæg.

søndag den 2. januar 2011

Kakaosnitter


Til ca. 100 stk skal bruges

500 g blødt smør
500 g sukker
750 g mel
10 tsk kakaopulver
2 tsk. vanillesukker

Pynt: Sammenpisket æggehvide, hakkede nøddekerner og perlesukker...

Alle ingredienserne blandes i en skål og æltes sammen. Dejen deles i 3 pølser á 3 cm tykkelse, der lægges på bagepapir og trykkes/rulles flade, hvorefter de pensles med æggehvide og drysses med en blanding af hakkede nødder og perlesukker. Stængerne bages ved 200 grader midt i ovnen i 8-10 min. Stængerne skæres skrå til småkager, afkøles godt inden de lægges i dåse.

mandag den 20. december 2010

Brombærlikør


375 g brombær
250 g sukker
35 cl vodka

Bærrene renses og skylles, og kommes i et stort glas.
Overhældes med sukker og vodka, og trækker i mindst 4 uger. Rør i glasset eller vend det nogle gange til sukkeret er opløst.
Når likøren har den ønskede smag filtreres den gennem et kaffefilter, hvorefter den hældes på en karaffel eller en sjov flaske.
Opbevares mørkt og køligt; så holder likøren den flotte farve længere.

De frasiede bær kan gemmes i fryseren, og senere bruges til at blande i kirsebærsovsen til ris a la manden, eller i hjemmelavet is. Men husk... ikke for mange, da de jo indeholder en del alkohol... ;o)

lørdag den 18. december 2010

Sønderjyske fedtebrød

Til ca. 180 stk. skal bruges

500 g mel
1/4 tsk bagepulver
250 g blød margarine
150 g kokosmel
1 æg
250 g sukker

Glasur:
Flormelis, kokosmel og vand, evt. lidt rom

Mel og bagepulver og kokosmel blandes, heri smuldres margarinen. Æg og sukker piskes let skummende og hældes i melblandingen, hvorefter dejen æltes til den hænger sammen.
Dejen rulles tyndt ud og skæres i 5 cm brede stænger efter pladens længde, bages i 5-7 min. ved 200 grader.
Smøres med glasur midt på på langs, hvorefter stængerne skæres i 3 cm brede snitter på skrå. Afkøles og lægges i kagedåse, når glasuren er helt tør.

Velbekomme... ;o)

onsdag den 15. december 2010

Store gærklejner

2 dl kold mælk
100 g gær
1 spsk sukker
1 tsk salt
2 æg
500 g mel
150 g blødt margarine
4 tsk kardemomme

Gæren udrøres i mælken; sukker, salt og æg tilsættes. Den meget bløde margarine, mel og kardemomme røres/æltes i mælke- og gærblandingen; dejen æltes til den er glat og elastisk. Hæver tildækket ca. 1 time. (Hvis man synes dejen er for fed kan man sagtens udelade noget af margarinen)

Udrulles til ca. 1/2 cm tykkelse, skæres i strimler ca. 3-4 cm brede og 12 cm lange. Hver stykke snittes et par centimeter på midten og vrides til klejner, der hæver ca. 15 min. Klejnerne koges i palmin til de er pænt gyldne; jo mørkere de bliver des federe. Det kan anbefales at vende klejnerne med en gaffel eller strikkepind flere gange under kogningen, så de bliver jævnt varme fra begge sider.
Tages op med en hulske og drypper af på brunt papir; derefter lader jeg dem afkøle helt på et rent viskestykke, som trækker det overskydende fedt.
Pyntes med gul glasur tilsat lidt citron.

Gul frugtfarve er meget vanskelig at finde i butikkerne, så her er klejnerne pyntet med rød glasur.

Jeg har erfaret at klejnerne også kan spises lune uden glasur, men med syltetøj og flormelis til.

Hvorfor nu det...?

Hvorfor denne blog...?

Da jeg jævnligt viser mad, bagværk, hjemmelavet likør osv. frem på min blog "Blæksprutten", er der ofte nogle der efterlyser opskrifter på det viste.
De vil fremover kunne findes her...

Håber at nogle kan få glæde af denne blog og finde inspiration her...